Hvem er jeg?
Hej, mit navn er Morten, og jeg er i øjeblikket i gang med at uddanne mig til IT-Supporter. Min rejse til IT-branchen har været både spændende og udfordrende. Inden jeg startede som IT-supporter elev har jeg arbejdet som projektleder i byggebranchen. Denne erfaring har givet mig værdifulde kompetencer inden for personforståelse, ledelse, struktur, økonomi og ansvar – egenskaber, jeg kan bruge resten af mit liv.
Jeg har tidligere gennemført en uddannelse som webudvikler, da det dengang var en efterspurgt kompetence. Dog viste jobmulighederne sig at være begrænsede efter endt uddannelse. Derfor søgte jeg tilbage til håndværksbranchen, hvor jeg blev tilbudt en stilling som projektleder og sideløbende tog en relevant lederuddannelse. Efter syv år som leder i håndværksbranchen har jeg nu valgt at vende tilbage til IT – denne gang som IT-supporter.
Jeg har valgt IT-support, fordi uddannelsen er meget bred da man både arbejder med software, hardware og netværk. Min baggrund som webudvikler ser jeg som en styrke, da den har givet mig en grundlæggende forståelse for programmering, design og hjemmesidestruktur.
Jeg afsluttede grundforløbet som IT-supporter den 10. januar 2025, og jeg har været så heldig at få en elevplads hos Patent- og Varemærkestyrelsen, som jeg er meget glad for :).
I min fritid bruger jeg tid med min familie, tager på udflugter, rejser, cykler, styrketræner samt arbejder med computere og elektronik.
Jeg håber, at du har fået et godt indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg står for gennem denne hjemmeside. Hvis du har spørgsmål eller ønsker at komme i kontakt med mig, så er du velkommen til at sende mig en besked via min kontaktformular under fanen, Kontakt.
Med venlig hilsen
Morten